med døden på job
Død, sorg og begravelse tiltaler de færreste, men som bedemand er det hverdag. For bedemand Frederik Andersen giver det mening at leve af døden for at hjælpe folk med at sige farvel. Også selvom pandemiens restriktioner gør afskeden mere besværlig.
Af Frederikke Amalie Albrechtsen
Han ligger omfavnet af satinpolstringen i den hvide kiste. En ældre herre med kridhvide gummisko, nybarberede kinder og hænderne fredfyldt foldet foran sig. Huden har farve som stearin. Papirstynd vidner den om, at livet har forladt ham.
”Vi skal bare tjekke, at der ikke er gået forrådnelse i ham, så familien ikke får sig en grim overraskelse. Men man kan komme langt med lidt pudder og bruncreme,” forklarer Frederik Andersen og sætter et plaster på håndens bristede hud.
Det er fredag eftermiddag med de sidste forberedelser inden morgendagens bisættelse og 38-årige Frederik Andersen er ansvarlig for, at alt forløber, som det skal. Som bedemand er han de pårørendes højre hånd, der skal navigere i budgetter, arveret og bårebuketter, når nogen dør.
​
Frederik Andersen er uddannet fra Der Besätterschule i Münnerstadt i Tyskland. Her er traditionen for at skjule de værste skræmmer og ubehagligheder med sminke og voks langt større end i Danmark.
Frederik Andersen spår dog, at tendensen også snart vil få fat herhjemme.
Selvom bedemandsfaget rummer mange forskellige opgaver, går en stor del af dagen med at køre kister til og fra kapeller, kirker og kølerum.
Op af en sort computertaske trækker han pudder og deospray. En rulle Vita Wrap kan isolere huden, så væsken fra ligpletterne ikke trænger gennem den nystrøgne skjorte og mudrer mindet om morfar, som han var engang.
Forskønnelsen afbrydes, da telefonen vibrerer fra baglommen. Han får en frustreret kvinde i røret.
”Så kan I jo tage en kasse øl eller et par kander kaffe med ned til gravstedet og bruge lidt tid på at mindes,” foreslår han roligt.
Specielt med coronaens restriktioner, hvor man max må samles ti personer, kan det være svært at gennemføre en mindehøjtidelighed. Derfor oplever mange familier, at de ikke får sagt ordentligt farvel. En udfordring, der ligger Frederik Andersen på sinde at løse. Han sætter en ære i at give familien den afsked, de ønsker.
En død periode
Tidligere samme fredag hos Bedemand Keld Andersen i Risskov, som sønnen Frederik Andersen står i spidsen for, stimler fem bedemænd i matchende skjorter og slips sammen. Her dufter trygt af kaffe. Solen bager ind i det lille køkken. Alle har smidt blazeren, undtagen Frederik Andersen.
”Og må regnen vande mildt din jord, indtil vi ses igen,” gjalder en munter morgenrøst.
En kollega har gravet et nyt salmevers frem til et salmehæfte, de arbejder på. Tiden er til de ekstra gøremål, for lige nu tikker der færre opgaver ind i butikken. Under nedlukningens afstand og afspritning er der nemlig sket færre dødsfald i Danmark.
”Nogen tror, at vi bare er sådan nogen, der kører rundt i vores fine tøj og tjener en helvedes masse penge på døden, men det er jo ikke fordi, vi står og klapper i vores små hænder, hvis flere og flere mister.”
Frederik Andersen frygtede, at det ville løbe løbsk mod sydlandske tilstande. Derfor lå nødplanen med Aarhus Skøjtehal som den store kiste-kummefryser klar.
Nok har den gode håndhygiejne lettet trykket for en stund, men kistekabalen skal stadig gå op, også selvom det kan være svært at lægge planer for dagen, når telefonen kan ringe hvert øjeblik – døgnet rundt. Døden holder jo aldrig fri, lyder det fra kaffebordet.
Ved Vestre Kirkegård i Aarhus ligger kistehotellet. Her opbevares de afdøde på køl indtil de skal brandes eller begraves.
Det koster 375 kr. at blive gjort i stand af portørerne, hvis man dør på Aarhus Universitetshospital.
Dødens weddingsplaner
”Pas nu lige på den arm der!”
To portører i termojakker og plastikhandsker trækker med lidt besvær en natkjole over hovedet på en død kvinde. De befinder sig på en forladt gang under Aarhus Universitetshospital. Bag dem står tre kister linet op. Én af dem skal Frederik Andersen have med sig videre. Han tjekker rutineret op på afdøde og sætter en stregkode på kisten, mens han sludrer lystigt med portørerne. I sin tid som bedemand har Frederik Andersen mødt meget skepsis. Hvorfor vil man køre rundt med lig i lasten og leve af døden?
”At omgås de døde vænner man sig til. Det er mødet med familien, der betyder mest. At skabe den proces, der passer præcis til deres behov. Som en slags weddingplaner.”
På trods af, at døden kommer til os alle, kommer den ifølge Frederik Andersen bag på de fleste. Og derfor er folk som regel meget taknemmelige for at blive ledt af en ekspert.
Et værdigt farvel
Fire kvadratmeter pr. person lyder kirkernes særlige regel. Resten må vente ude i regnen. De fremmødte gæster skutter sig under paraplyerne, og én trækker et ekstra regnslag over nylonstrømperne.
Lørdag formiddag vælter det ned, da rustvognen triller ind på Vestre Kirkegård. Regnen tynger de spæde bøgeblade, men forårsbebuderne pipper insisterende med samme velvilje som de 30 gæster, der er mødt op foran kapellet. Der udveksles kejtede fodhilsner. Humøret holdes højt, selvom ikke alle pårørende er velkomne under de særlige omstændigheder. Frederik Andersen har svært ved at forlig sig med begrænsningen.
”Du må gerne tage i et overfyldt Bilka, men når der virkelig er brug for at samles og mindes, er der ingen hjælp at hente.”
Taktfast sender han smil afsted, mens han deler salmehæfterne ud. Han var her mindst en time før familien. Blomsterbuddet har været forbi med bårebuketterne, dødsannoncer er landet fejlfrit i dagens lokalavis. Nu skal han bare være til rådighed. Diskret, men støttende.
Cliff Richard synger gæsterne ud af kirken, da bisættelsen af ovre. En kvinde takker for ”den gode service og en dejlig afsked”. Det er klichéen i mange fag, men når Frederik Andersen føler, at han gør en lille forskel, glider opkaldene fra pårørende kl. 2 om natten og de mange, mange arbejdstimer lidt i baggrunden.
Mens gæsterne fortsat sludrer ude foran, vandrer bedemanden utålmodigt op og ned ad kirkegulvet. Han læner øret mod den tunge dør. Kl. er 14.17, kl. 15 starter endnu en bisættelse. Han skal have kisten ud af vagten uden familien ser det, så de ikke får en samlebåndsfølelse, forklarer han.
”Det er vigtigt at have respekt for, at det er svært at rumme andres sorg i sin egen.”
Endelig forstummer forsamlingen udenfor, og Frederik Andersen kan gøre plads til den næste kiste, der står klar i kulissen.
”Sorgen er ikke noget man kommer over, men noget man skal lære at leve med. Så det er vigtigt, at familien føler, at ceremonien blev det punktum, der kan hjælpe dem videre.”
Store Kapel ved Vestre Kirkegård er kommunalt. Her kan alle leje sig ind uanset trosretning.